Historien om M-Fire

Første tanke var tænkt

Det hele startede, da jeg sad som pædagogmedhjælper i SFO’en på Vissenbjerg Skole og kiggede i et reklamekatalog for båludstyr, ja, der er så lang tid siden. Alle produkterne var lavet i massivt jern. De var så store, og de vejede så meget, at en enkelt mand eller kvinde ville have svært ved at flytte dem frem og tilbage til bålstedet alene.

Der kom tanken: hvorfor er der ikke lavet et bålredskab, der er lille, funktionelt og mobilt, så man kan have det med overalt?

Kassen på seminariet

Jeg startede på Kolding Pædagogseminarium på idræts-, natur- og friluftslivslinjen. Der havde vi en underviser, der præsenterede os for en rektangulær metalkasse med låg, der både kunne bruges som ovn og røgekasse. Den kasse fascinerede mig meget, og jeg brugte mine værkstedsfagstimer på at bukke noget gammelt jern til en kasse og et låg. Den kasse tjente mig vel i mange år.

Én pind i jorden

Jeg havde haft en praktik i Norge, og her købte jeg bogen Overlevelse i vildmarken. Den havde et afsnit om bål med forskellige eksempler på, hvordan man kunne lave simple grydeholdere. Der var blandt andet en model, hvor man stak en pind i jorden, og så kunne man skære og snitte to andre pinde, således at de kunne hægtes på pinden, der var sat i jorden. Så kunne man sænke og hejse gryden trinløst op og ned.

Den model fascinerede mig med sin simpelhed kombineret med genialiteten i den trinløse justering. Desuden krævede opsætningen ikke mere end én pind i jorden. Så hverken to eller tre hjælpeben, kun én pind, der fyldte minimalt, og som der var let at komme rundt om, når man lavede bål.

Tanken var tænkt. Jeg ville lave et trinløst højdejusterbart bålredskab med kun ét ben. Træ var let at finde og arbejde i, men ikke super holdbart i længden. Så jeg måtte over i et andet materiale, nemlig jern, og så stoppede processen igen.

Pause

Jeg blev færdiguddannet, og vi fik vores første søn. Så der skete ikke lige så meget med produktudviklingen i den tid.

Jern, en svigerfar og en bukkemaskine

Jern. Hmm, et materiale som jeg ikke havde den store erfaring med. Jeg havde tidligere bygget en gokart på ungdomsskolen og vidste, at man kunne save jern over og svejse det sammen igen, men der stoppede mit kendskab så også.

Til gengæld vidste min svigerfar, Mulle, en del mere om jern, da han er uddannet smed. Så jeg begyndte så småt at lufte tanken over for ham om at lave et bålredskab i rustfrit stål, der skulle fylde så lidt, at det kunne være i en lille kuffert, og med så mange funktioner som muligt. Det var, som om min fascination for projektet var noget større end svigerfars, måske fordi han havde luret, at jeg blot tænkte tankerne, og at det så var ham, der skulle gøre idéerne levende ved hjælp af de kontakter, han havde ud i smedeverdenen. Jeg plagede ham længe, men uden yderligere held.

Jeg havde fået arbejde på en lille specialskole, hvor jeg luftede tanken for en kollega, Poul. Første skridt var, at jeg skulle have bukket en ny kasse. Desværre manglede jeg metal og kendte ikke det mindste til at bukke. Den første kasse, jeg lavede, var bare skåret og bukket i hånden og ikke svejset i hjørnerne. Pludselig en dag siger Poul: vi har fået en bukkemaskine, Gert. Og jeg svarer: fedt, så mangler vi bare noget rustfri plade. Han svarede: det har jeg styr på, jeg har en gammel køleskabsfront i rustfri, den kan vi skære op. Jahuu, så kunne jeg endelig komme i gang. Vi mødtes en aften, fik pladen skåret til og bukkede de første to sider, og vupti, der døde projektet igen. Den kære bukkemaskine kunne kun bukke to sider. Øv øv, så var vi ikke i gang alligevel.

Hjem til køkkenbordet og beklage min nød til svigerfar. Om han var blevet træt af mit plageri, eller om han virkelig kunne se ulykken i mine øjne, eller endelig kunne se fidusen ved bålredskabstanken, det skal jeg ikke kunne sige, men et eller andet gjorde, at han sagde ja til at hjælpe med projektet.

Jeg rykkede hurtigt og fik bestilt en passende kuffert hjem, så vi havde et udgangspunkt for størrelsen. Kufferten målte 43,5 x 29 x 11 cm. Nu var fremgangsmåden som når B&O udvikler produkter. Vi havde kufferten, så nu skulle vi bare have lavet et mobilt bålredskab med så mange funktioner som muligt, der passede ned i den.

Jeg skal spare jer for alle detaljerne, men der var rigtig mange idéer og tanker, der røg hen over køkkenbordet. Det første, vi fik lavet, var kassen og gryden, og så gik vi ellers løs med at proppe funktionerne ned i kassen. Nogle virkede rigtig godt, og andre virkede kun i teorien. Summa summarum stod bålredskabet inden for det næste halvandet års tid færdigt, som det ser ud i dag. Intet er ændret, siden vi kiggede på hinanden og sagde: der var den.

Der var den

Endelig, efter syv et halvt års tanker og arbejde, og en datter senere, stod bålredskabet færdigt. Jeg kan huske, at første afprøvning var grillspyd.

Videoen, tegningerne og så stilhed

Jeg startede nyt arbejde i en børnehave, hvor vi havde en ung pædagogmedhjælper, Daniel, der arbejdede lidt med hjemmesider i sin fritid. Jeg var fuldt opsat på at sætte bålredskabet i produktion og tænkte: jeg skal da have en hjemmeside. Vi aftalte, at han mod et engangsbeløb skulle hjælpe med at lave en. Første step var at mødes en dag og filme en video med alle funktionerne i brug. Det blev et helt fantastisk fedt resultat, og det er den video, I kan se her på siden, filmet i 2009. Daniel lavede også en super fed hjemmeside, der blev 90 procent færdig.

Sideløbende med opbygningen af hjemmesiden vendte jeg forbi min gode ven Max Motor. Han var i besiddelse af et godt tegneprogram til pc og havde tilbudt at tegne hele bålredskabet grafisk op, del for del. Et fantastisk arbejde, der var en kæmpe hjælp, nu hvor jeg gik med tanker om at få sat bålredskabet i produktion.

Så slag i slag gik det med store tanker, men ingenting skete der. Og her har det hele så stået siden 2009.

I hi om vinteren

Bålredskabet har levet et liv, hvor det gik i hi hen over efteråret og så vågnede op igen til foråret og sommeren. Så jeg har løbende haft kontakt til Daniel med spørgsmål om glemte koder og manglende YouTube-videoer med mere.

En kanotur

Normalt er det mig, der inviterer gutterne med til bålhygge, men pludselig fik jeg en invitation af Nikolaj, der er far til Viola, en veninde til min yngste datter på 10. Nåh ja, glemte lige at nævne, at vi i den omtalte periode er nået op på fem børn i alt, så lidt af tiden er selvfølgelig også gået med det.

Nikolaj spurgte, om jeg og Liv ville med på kanotur, og næsten før jeg sagde ja tak, sagde jeg: så skal vi have bålredskabet med. Nikolaj lignede et stort spørgsmålstegn. Så jeg satte præsentationsvideoen på og sagde: du må bestemme menuen. Han syntes, det var et fedt koncept, og ud fra mine udtryk for gerne at ville have det sendt ud over stepperne havde han i løbet af tre minutter googlet Danmarks største friluftsmesse frem og sagde: det er her, du skal hen.

Vi havde en fantastisk kanotur med helstegt kalveculotte, popcorn foran spejder-tv’et og nybagte boller til morgenmad. Vi snakkede rigtig meget bålredskab på den tur, og mandag kunne jeg ringe til Nikolaj og sige, at jeg havde fundet en mulig producent og havde kontaktet en efterskole med tanke om en præsentation af M-Fire.

Nikolaj sagde: du skal have en hjemmeside, den laver jeg ved hjælp af AI. Fjorten dage efter stod hjemmesiden klar, og vi var ved at få en producent i hus. Så nu er resten stort set kun historie.